ADVARSEL UDSENDT I TYSKLAND Danmark den 7. januar 2010
I det Tyske Brevdueforbund har man udsendt en advarsel om, at der på landsplan huserer ekstremt mange tilfælde af Paramyxovirus.
Vi bringer derfor denne besked idet vi må antage, at risikoen er tilsvarende stor i Danmark – ligesom vi måske herigennem kan bidrage til, at sygdommen genkendes så tidligt som muligt ude i de enkelte dueslag.
I Tyskland kan mange dueslag fremvise store & mange dødsfald. Men der er også mange slag hvor duerne bliver afmagret og tynde med en vandig afføring. I særdeleshed er ungerne af årgang 2009 ramt hvis de er født i den sidste halvdel af året.
Man bør derfor udvise en ekstra stor påpasselighed når f.eks. en ny due sættes ind på slaget - for ikke og sige, at man om muligt helt bør undgå det. Isolation af udefrakommende duer i 2-3 måneder bør prioriteres højt - ligesom en øjeblikkelig vaccination bør være en selvfølge.

Mange opdrættere tror fejlagtigt, at ungerne har fået den såkaldte ungesyge, men det passer ikke, fordi den ikke optræder på denne årstid her i december og januar.
Alle symptomer tyder derimod i retning af en paramyxovirus infektion. Mange opdrættere tolker ofte symptomerne forkert fordi, at duerne ikke drejer hovedet i helt unaturlige retninger ”som i gamle dage” når de havde sygdommen. Der findes nemlig i dag nogle nye virus typer, hvor dette meget velkendte sygdomstegn ikke optræder – men nogle gange viser det sig måske først meget sent i forløbet - og måske ikke.
Doktor Ludger Kamphausen afslutter med at oplyse, at risikoen og faren for paramyxovirus aldrig har været større end lige nu!
|