FOTO: Adenovirus forstørret under et mikroskop, kombineret med nogle højtflyvende brevduer.

Det indlysende spørgsmål som vi kan spørge om, er: hvad er symptomerne og hvad kan man gøre for enten at forebygge eller behandle sygdommen.
Men først vil vi se på årsagerne og forløbet af sygdommen.

Som anført, så er oprindelsen af sygdommen en adenovirus; denne virus er blevet konstateret hos flere fuglearter og oftest vil den ikke spille en vigtig rolle i de patologiske processer med undtagelse af visse sygdomme, hvoraf to blandt brevduer.

Viraen kan nemt blive konstateret ved en mikroskopisk undersøgelse, men på grundlag af dens typiske struktur, så er det meget vanskeligt at isolere den.

Det er mere end 20 år siden, at den klassiske adenovirus type I blev fundet i vores regioner; siden da har det også blevet beskrevet på verdensplan. Den alvorlige form, adenovirus type II har kun været konstateret siden 1992.

Den væsentligste forskel på adenovirustyperne er, at også gamle duer kan være inficeret og at konsekvenserne af sygdommen er meget værre, da den skaber mange flere dødsfald, mens der ingen effektiv behandling er muligt!

Sygdommen bliver mere og mere hyppig og kan indtræde hen over hele året.

Adenovirus type I smitter, som tidligere nævnt, især de unge duer (typisk i alderen 4 til 13 uger); viraen udskilles med gødningen og kan dermed inficere de andre unger – ikke mindst via eskrementer på gulvet, i foder og vand og i transportkurvene som anvendes under træning og kapflyvning. På denne måde kan mange dueslag pludselig få sygdommen ”ind af bagdøren”.

Fordi den intestinale barriere / immunforsvaret er alvorligt beskadiget af bakterier, der normalt lever i tarmen, men som nu får mulighed for at formere sig enormt, og kan den måde gøre meget stor skade i duens indre kredsløb og bl.a. komme ind i blodcirkulationen.

Forebyggelse via en forsvarlig forvaltning er den bedste politik, da der ikke findes nogen specifik behandling. Antibiotika i foder eller vand er en god terapi for at forebygge en sekundær infektion, dette vil kunne forkorte eller minimere "opsvinget" i den farlige periode.

FOTO: Adenovirus grafisk forstørret, kombineret med sund og rask brevdue.

De typiske symptomer på adenovirus type I er; Sygdommen opstår meget pludseligt og typisk med en stærk opkastning, diarré, en meget dårlig stand i almindelighed. Den slimagtige afførring er typisk og duerne sidder ofte og hænger med lukkede øje, idet vandet bl.a. ikke kommer frem i tarmsystemet. En stor del af ungerne smittes (ofte inden for 3 til 5 dage ), som regel overlever de fleste unger, men man skal forvente, at nogle ikke klarer sygdommen. Meget ofte, så varer sygdommen kun i 5 til 10 dage.

Yderligere E. coli-infektioner vil betyde, at sygdommen varer længere. Derfor er det af største betydning at behandle disse yderligere E. Coli-infektioner så hurtigt som muligt!

”Genopretningen” af de duer, der lider af sygdommen kan tage nogen tid, angiveligt fordi at leverens celler kun meget langsomt heles igen, efter at have været angrebet af virusset. Det er vigtigt, at man giver duerne den nødvendige ro i denne periode, herunder kan det give bagslag at forcere træningen og kapflyvningen for hurtigt i denne regenereringsfase!.

Virussen med adenovirus type II er i stand til at forårsage massive lever nekrose. Der er meget få symptomer og duerne vil som regel dø inden for 2 dage. Det eneste symptom, der undertiden ses er opkastning og gul diarré.

Antallet af døde duer kan undertiden være meget højt, idet sygdommen undertiden udvikler sig dramatisk.

Bemærkelsesværdigt er det, at de duer, der ikke er smittet efter ca. 5 til 6 ugers ophold mellem de syge duer – ofte vil overleve og forblive sunde uden nogen form for symptomer.

En mulig diagnose kan foretages på grundlag af symptomerne nævnt ovenfor, efter hvilken en obduktion, kan give et konkret svar gennem hystologic undersøgelse af f.eks. leveren for på den måde, at udelukke andre sygdomme såsom parathyphoid, hexamythiasis, intoxification, Streptococcus, akut Coli-sepsis.

For så vidt angår ”udryddelse af sygdommen”, så kan det virke bekymrende, at der ingen effektiv vaccination er til rådighed.

Når man konstaterer adenovirus type I hos de unge duer, så er det absolut nødvendigt at behandle de sekundære Coli-infektioner så hurtigt som muligt; da de fleste af de unge duer er smittet af denne bakterie.

Undgå stress (transport, træning og kapflyvning o.s.v.) er vigtig.

For adenovirus type II de generelle forholdsregler; hygiejne, ventilation, samt undgå overbefolkning. Det er vigtigt at holde risikoen for infektion så lavt som muligt.

FOTO: Når duerne er smittet med adenovirus, så skal man straks indstille træningen og andre stress-faktorer, idet tabene ellers kan blive meget store.

Som en konklusion, man kan sige, at der kun er meget lidt information og kendskab om disse vira og oprindelsen af sygdommen.

En vigtig årsag er, at det er meget vanskeligt at isolere virus. Det faktum, at gamle duer ikke bliver syge i tilfælde af adenovirus type I kan forklares ved en veldannet resistens – hvilket gælder både sommer unger og senunger, når de ikke lider af sygdommen i deres fødselsår, så afsløres der ofte de typiske symptomer året efter. Men man vil aldrig opleve det med de duer, som har haft sygdommen i deres fødeår.

Som anført i indledningen så er virkningerne af begge adenoviroses på vores duer enorme; derfor vil udviklingen af en god og brugbar vaccine være mere end velkommen.

Kilder:
Dr. L. Dwight Schwartz, Dr. Carlo Gyselbrecht, Dr. Nils Reither