COCCIDIER
Forfatter: Gordon A. Chalmers. Kilde:www.racingpigeonsport.com
Jeg har her oversat endnu en artikel af Gordon A. Chalmers, denne gang om coccidier og deres påvirkning af brevduer under kapflyvning. For mig har den været meget lærerig, derfor håber jeg, at artiklen også vil være lærerig for dig.
Oversat af: Villy Jensen
Chalmers skriver: Sommeren 2001, fik jeg en forespørgsel fra en redaktør af et britisk brevdueblad, om hvad der fandtes af undersøgelser med hensyn til effekten af coccidier på brevduer brugt til kapflyvning, i forhold til andre duer. Det var et meget interessant spørgsmål, men jeg må flovt indrømme, at jeg blev et svar skyldig.

Jeg rettede derfor en forespørgsel til nogle veterinære kollegaer, samt nogle erfarne brevduefolk i Europa. I forespørgslen nævnte jeg et eksempel på forefindelsen af 96.000 enheder pr. gram på et britisk slag, efter et elendigt resultat på en vanskelig 700 miles flyvning.
Følgende information taget ud fra modtaget offentliggjort britisk rapport af Wallis, AS. 1991, samt svar fra kolleger: Coccidieantal under 3000 enheder pr. gram, betragtes som normal, behandling vil være værdiløs. Et antal på 3000 – 20.000 enheder pr. gram, betragtes som moderat, behandling vil give et mindre antal. Et antal på 20000 – 50000 enheder pr. gram, betragtes som et alvorligt angreb. En behandling vil give en markant forbedring. Men Dr. Wallis gjorde også opmærksom på, at et antal optil 100.000 enheder, var blevet målt på en due, uden at afføringen var synlig unormal.
 En anden britisk erfaren veterinær Frank Harpers svar angående coccidier:
1. Er coccidier en oprindelig sygdom ved duer ?
2. Et højt antal af coccidier, kan måske være tegn på en kraftig infektion, men ud fra min vurdering er det mere sandsynligt et resultat af stress, angreb af en virus, dårlig luft, eller et vådt gulv på slaget. En behandling kan give en midlertidig forbedring, men årsagen må findes og rettes.
3. Jeg behandler næsten aldrig for coccidier, men holder kontrol med antallet, en forandring i antallet er mere alarmerende end det aktuelle antal.
4. Det kan godt være kedeligt, at tage regelmæssige prøver af den enkelte due, men det kan have stor værdi til observation af duens form. Afføringsprøverne kan variere meget i løbet af dagen, tag derfor prøverne af morgenafføringen.
5. Et coccidieantal på 20.000 enheder pr. gram og derunder er normalt på et sundt slag. Hvis antallet stiger, vil duens form falde. En ting er sikkert, en due hvis coccidieantal er faldende, vil slå en due med stigende antal, på en kapflyvning.
6. Som svar på antallet 96.000 enheder pr. gram, målt på duer, efter en vanskelig flyvning. Det betragter jeg som et resultat, ikke årsagen.
7. Jeg har i øvrigt aldrig offentliggjort mine observationer.
Dr. Oortmerson Holland: Jeg har på din opfordring forhørt mig rundt omkring, men desværre kan jeg ikke finde nogen offentliggjort rapport om emnet coccidier. Det eneste fakta, jeg husker, ligger 20 år tilbage. I min daværende klub kontrollerede vi en mandag aften vores flyveunger for coccidier. Ved mesterflyverens unger fandt vi et coccidieantal, der var mange gange større end ved vi andres duer.
Han spurgte: Hvad skal jeg gøre ved dette?. Vi rådede ham til ikke, at gøre noget, da hans unger jo fløj helt i top. Efter næste kapflyvning, havde han dårlige resultater, han indrømmede, at han ugen før havde givet en kur. Som sådan er eksemplet ikke meget værd. Men det fortæller dog, at tilstedeværelsen af et stort coccidieantal ikke behøver at resultere i dårlige flyvninger.
Dr. Ludger Kamphausen Tyskland: Jeg havde på et tidspunkt nogle duer til observation på min klinik. Vi undersøgte dagligt afføringen for coccidieantal. Oftest fandt vi ingen uregelmæssigheder i antallet. Men pludselig begyndte en due, at stige kraftigt i antal hver mandag. Det så ud som om , at weekenden gav duen et stressproblem, fordi rytmen i fodring og rengøring var anderledes.
Det ser ud som om, at de to forrige eksempler går godt i tråd med F. Harpers påstand, altså at stress kan forårsage stigning i coccidieantalet og at denne stigning kun skyldes stress og er altså ikke et sygdomsproblem.
Bemærk også hvad Dr. Wallis skrev: Et coccidieantal på 100.000 er målt på duer, uden at disse viste sygdomstegn. Så forhold som at pakke duer i kurve, håndtering, blande med fremmede duer, kørsel, tørst, slip og fysiske påvirkninger under selve flyvningen, har indflydelse på duens coccidieantal i afføringen ved hjemkomst. Stress forårsager en udløsning af hormoner i binyrekirtlerne, disse hormoner belaster immunforsvaret, så coccidieæggene i duens system frit kan formere sig, hvilket resulterer i et stort antal coccidieantal i afføringen.
 Generelt ved man, at et moderat antal coccidier i duens system, ikke gør skade, tværtimod er de med til at holde immunforsvaret i en slags konstant beredskab. Er immunforsvaret i orden, har det moderate antal coccidie altså ingen chance for at formere sig og forårsage sygdom. På den anden side, så er immunforsvaret ikke i stand til at udrydde coccidierne totalt, men på grund af tilstedeværelsen af nogle få coccidier er det med til, at holde immunforsvaret ”på vagt”.
Min bekymring har aldrig været de få antal coccidier i duens afføring, men frygten for et voldsomt udbrud ved modtagelige duer. Dette kan forekomme, hvis slagets gulv er fugtigt, f.eks. et drikketårn, der lækker, eller et utæt tag. Under sådanne forhold udklækkes coccidie æggene i afføringen (dette kaldes sporulation), altså æggene bliver aktive. Coccidieæg på et tørt slag er altså ufarlige. Udklækkede æg, der optages af modtagelige duer, især unger, hvis immunforsvar ikke er fuldt udbygget endnu, kan altså forårsage et voldsomt udbrud i duen.
Ud fra ovenstående oplysninger vil jeg sige til brevduefolk, der regelmæssigt udfører mikroskopundersøgelser af duernes afføring, lad være med at overreagerer og skride til medicinering, på grund af tilstedeværelsen af nogle få coccidieæg. Nogle få æg er faktisk mere gavnlige end skadelige.
Som Frank Harper skrev, det er ikke antallet af coccidier i en prøve, men forandringer ud fra denne i de næste prøver, man kan bruge i konkurrence øjemed.
Denne smule stof jeg kunne opdrive fra veterinære og brevduefolk, fik mig til, at se på coccidieproblemet med andre helt andre øjne. Jeg håber også, at du har fået en anden og bedre forståelse af coccidieproblemet.
|