Jeg vil her fortælle lidt om arter af Gul Knop. Årsagen til sygdommen og dens betydning for os. Jeg har fundet materialet til denne artikel fra flere vigtige ældre kilder i min reol.

Infektion af denne bakterie blev først opdaget i Europa i 1878 af en forsker ved navn Rivolta. Mange år senere begyndte en amerikansk forsker ved navn Robert Stabler, at studere bakteriens virkning på duer. Han gav bakterien det videnskabelige navn Trichomonas Gallinae.

I en artikel om emnet i 1948, konstaterede han, at ikke alle duer med gul knop døde af infektionen, de havde heller ingen indvendige symptomer på sygdommen. Ydermere opdagede han, at unger fra nogle bestemte forældre på slaget næsten altid døde af gul knop få dage eller uger efter udklækning. Andre bestemte par med gul knop udklækkede og madede sunde og raske unger op.

Disse facts ledte hen på, at der var flere typer af gul knop, med forskellige muligheder for at forårsage sygdommen. En formodning, der også var blevet bekræftet af andre forskere, der arbejdede med emnet.

For at afprøve denne ide lavede Dr. Stabler et forsøg. Han brugte 5 forskellige kilder af gul knop.

Type 1: Bakterie fra en smittet vild ungdue.
Type 2: Fra en sund voksen brevdue.
Type 3: Fra en sund voksen racedue.
Type 4: Fra en ældre brevduehan, hvis unger alle døde af gul knop.
Type 5: Fra en død vandrefalk, den havde tydelige tegn på gul knop i svælget.

Dr. Stabler definerede typerne som en form for gul knop. Selv om han opdagede, at en fugl kunne have mere end en type gul knop. Alle prøver blev taget i svælget på fuglene.

Han overførte de fem ovennævnte typer på sine egne sygdomsfrie brevduer. Ved første eksperiment brugte han 25 unger på forskellige alderstrin: 5 uger, 6 uger, 5 mdr. 7 mdr. 9 mdr. Altså 5 unger i hver gruppe.

En due fra hver gruppe, blev podet med type 1. En due fra hver gruppe med type 2. o.s.v.

Resultaterne viste, at typen 1-4 og 5 viste tydelige tegn på infektion, som endte med døden for alle, undtagen to unger på 7 og 9 mdr. podet med type 4. Disse to unger var syge i en uges tid, men blev raske igen. Type 2 og 3 viste ingen eller minimal tegn på infektion.

I sit opfølgningsarbejde beviste Stabler, at type 1 (taget fra en vild ungdue) var den mest dødelige af de fem typer. Den dræbte 12 ud af 13 duer inden for et tidsrum af 6-10 dage.

Alle forsøg samlet viste, at af 119 duer døde 114 inden for 4-18 dage, alle podet med type 1.

Disse resultater viste at der var en markant forskel på de fem typers evne til at forårsage sygdom på duer. Typerne varierede fra mild infektion til dødelig infektion. Tydeligvis var nogle af typerne i stand til at forårsage en mildere form for angreb, idet duerne blev raske igen.

I senere studier, var Stabler i stand til at bevise, at de mildere typer af gul knop-organismer, kunne beskytte duerne mod angreb fra mere dødelige typer. For at komme frem til ovennævnte, podede han 8 sygdomsfrie duer med type 5 (vandrefalken). Alle fik gul knop i svælget, 6 blev raske, 2 døde.

45 dage efter forsøget med type 5, podede han de 6 overlevende med type 1. Ingen af duerne viste nogen form for sygdom i de følgende måneder. De 6 duer blev aflivet og undersøgt i de indre organer. Der var bevis på skader i leveren på 3 af duerne, de tre andre viste ingen tegn på skader. Han gentog forsøgene med 8 unger, først blev de podet med type 3 (raceduen), kun to udviklede en mild form af sygdom. En måned senere blev alle 8 podet med type 1. Inden for de næste tre uger, var der kun to, der viste tegn på gul knop. En i mild grad, den anden noget kraftigere, men begge blev raske. Undersøgelsen af organerne på disse 8 duer viste ingen tegn på skader ved de 7, den ottende, den der var hårdest angrebet, havde tydelige tegn på forandringer i leveren. Samtidig som en kontrol, podede Stabler 13 sygdomsfrie duer med type 1. Tolv af de tretten døde.

Disse eksperimenter viste således, at infektion af en mild type af gul knop, danner beskyttelse mod mere dødelige typer. Varigheden af denne beskyttelse blev ikke fastlagt på dette tidspunkt.

Selv om fremgangsmåden ikke kan bruges af os brevduefolk, opdagede en Dr. Richard Kocan (Maryland ), at blodplasma fra duer smittet med en mild type af gul knop, kunne beskytte andre duer mod angreb fra mere dødelige typer af gul knop. Mere anvendelig, opdagede han, at smittede duer behandlet med midlet Enheptin, var sygdomsfrie i op til 16 måneder, selv om de blev podet med en dødelig type af gul knop.

En anden gren af hans forskning, viste at af 313 indfangede vilde duer, var 173 immune over for den dødelige gul knop.

Hans konklusion: En due, der gennemgår en gul knop infektion og bliver rask, vil i lang tid være immun over for smitten. Det er noget vi duefolk kan bruge, især i dag, hvor der tilsyneladende er en resistens over for nogle af vore moderne, tidligere anvendelige mediciner.

Gul knop organismernes resistens over for meget af vores medicin, er en meget nyttig viden for os.

I 1990 fremlagde en Dr. Lumeij (Holland ) den kendsgerning, at en stor del af brevduerne i Holland, var resistente over for vores moderne medicin: Emtryl. Ridzol. Spartrix og Flagyl. På grundlag af denne information, virker det sandsynligt, at mange andre duer ikke bare i Holland, ja i hele Europa, endda i Nordamerika kan have været resistente i denne periode. Forskerne mener årsagen var den almindelige praksis iblandt brevduefolk, at underdosere duerne med disse medikamenter i tide og utide.

På mine besøg på dueslag rundt omkring i landet, har jeg gjort denne erfaring, at duefolk konstant underdoserer når de bruger kure. Kendsgerningen er, at når du underdoserer og bruger medicin i tide og utide er det medvirkende til medicinresistens

Tilbage til emnet gul knop og dens behandling. Nogle duefolk hælder til den overbevisning, at det der ikke er brudt ud, skal heller ikke behandles.

Dr. Colin. Walkers. Er tilhænger af denne fremgangsmåde. I en af hans bøger, skriver han, at medicin alene ikke kontrollerer gul knop problemet. Han mener det er vigtigt, at lade opvoksende unger selv bekæmpe infektioner og der igennem opbygge et stærkt immunforsvar. Denne holdning har jeg også selv haft i mange år, baseret på Dr. Stablers arbejde.

Når vi taler om resistens, så husker jeg, at medens jeg arbejdede på New Zealand, var der en doktor, der fløj med duer, han behandlede aldrig sine duer for noget som helst sygdom. Derimod foretrak han et naturligt opbygget immunsystem, der kunne klare et hvert angreb af bakterier, parasitter og hvad der ellers kunne være.

I de sidste mange år har jeg ikke brugt forebyggende midler mod gul knop, hverken på gamle eller unge duer. Ind til nu har jeg ikke observeret nogen synlige problemer. Det er formodentlig den naturlige resistens opbygget i mine duer, ved gentagne gange, at have været udsat for gul knop smitte, der til dato har holdt sygdommen i skak.

Jeg har i flyvesæsonen undersøgt mine duer i svælget uden at finde noget unormalt. Så på grundlag af et rent og normalt svælg, har jeg ikke fundet behandling nødvendig. Hvad gul knop angår, så er ideen om, at når gul knop ikke brudt ud - ja, så heller ingen behandling. Det er en god retningslinie, som alle bør anvende.

Jeg håber, at dette kig, på den historiske baggrund om gul knop, kan få brevduefolk til at tænke sig om. I stedet for, at risikere medicinresistens ved duerne, ved at bruge medicin i flæng. Lad dog duernes naturlige immunsystem, opbygget gennem infektion af milde typer af gul knop, klare angrebene af de farlige typer. Idet jeg siger dette, kan jeg godt se nødvendigheden af at behandle, hvis sygdommen dukker op. En kombination af korrekt behandling og duens naturlige immunforsvar er nok den bedste metode.

Jeg håber også, at oplysningerne om, hvor vigtig en korrekt dosering af medicin er, kan få folk til, at aflægge vanen med at anvende den spildte og skadevoldende underdosering i flæng.