Orienteringsevne hos ål, gøge og sommerfugle
Hvad er nu det … kan jeg høre jer sige! Hvad i alverden er genetisk prægning? Og hvad har det med brevduer at gøre? Jo, nu skal jeg fortælle jer en historie. Forestil jer en ål af hunkøn. Den lægger sine æg i en dam, en sø, en å eller flod et eller andet sted i Nordeuropa, og æggene befrugtes udvendigt fra af en ål af hankøn. Åleungerne, kaldet glasål, udklækkes og opholder sig i søen eller floden, indtil de er store og stærke nok til en længere svømmetur. Så går turen ad diverse vandløb gennem landet ud til havet, først til de mindre have som Østersøen, Skagerrak og Nordsøen og så videre ud i det store ocean. Her svømmer de imod Golfstrømmen med Sargassohavet som destination i selskab med millioner af andre glasål. De bliver i Sargassohavet en hel sæson, æder sig store og fede, og som voksne ål begiver de sig ud på den lange rejse tilbage, tværs over Atlanterhavet, til Nordeuropa og op ad de små eller store vandløb, der sluttelig vil føre dem til det sted, hvor de blev udklækket. Og så kan et nyt kredsløb begynde i ålenes verden.

Der melder sig nu et spørgsmål. Hvordan kan disse små åleunger vide, hvor Sargassohavet er, og hvordan bærer de sig ad med at finde vej? Det er næsten 5.000 km borte, og de er jo nyudklækkede, så de kan ikke have været der før. Og når de er blevet voksne, hvordan kan det så lade sig gøre, at de husker ruten tilbage og følger den, til de når deres fødested?

Prøv at forestille jer en tilsvarende bedrift for et menneske. Det ville tage sin begyndelse i den tidlige barndom – i tre års alderen. Moderen anbringer barnet i en undervandsbåd og siger:”Af sted med dig over til Jamaica, og når du er blevet større, kom så hjem igen. Du farer ikke vild, for du kan se ud af ubådens vindue, hvilken vej du skal. Åh, og husk lige ruten, som du skal følge på hjemrejsen.”

Vi forestiller os nu en gøg. Den møder sin mage i en grusgrav et eller andet sted på vore breddegrader. De parrer sig, og hangøgen fordufter. Typisk for væsener af hankøn, kan man sige. Nu udsøger hungøgen sig en fuglerede, og det må være en, hvor æggene er nylagte. Enhver rede tilhørende småfugle kan bruges, men vores gøg foretrækker en rørsangerrede. Gøgen overtager reden, lægger hurtigt sit æg og forsvinder igen. Rørsangerne fortsætter rugningen af alle æggene, de små unger udklækkes, men én af dem vokser fantastisk hurtigt. Det er gøgeungen; den skubber de andre æg og unger ud af reden, så den kan få al den mad, forældrene kan skaffe.
Den vokser sig meget hurtigt stor, forlader reden og opholder sig en tid i nærheden, hvor den søger føde. Når tiden er inde, begiver den sig sammen med andre gøge i flokke på vej til Nordafrika. Her forbliver den til det følgende forår og returnerer så til sin gamle hjemegn, hvor den indleder det samme avlskredsløb som sine forfædre.

Her må vi igen stille spørgsmålet: Hvordan kan den unge gøg vide, hvor Nordafrika er? Der er ca. 4.000 km derned. Den er få måneder gammel, og den har ikke været der før.

Endnu et eksempel er en Monark sommerfugl. Den begynder livet i den nordlige del af De forenede Stater. I august måned flyver den mod syd. Og her taler vi ikke om et kort stykke vej mod syd – vi taler om Mexico! Det er en strækning på over 3.000 km. Det tager denne lille sommerfugl 2 måneder at komme dertil. Imponerende, ikke? Og det er kun begyndelsen af historien. Så lægger den sine æg og flyver nordpå igen. Endnu mere imponerende, men der sker mere endnu. Æggene lagt i Mexico udklækkes, og nu flyver også ungerne mod nord tilbage til det sted, hvor deres forældre kom fra. – til den nordlige del af U.S.A.

Her må vi stille to spørgsmål: For det første, hvordan kan forældrene vide, hvor Mexico ligger, og for det andet, hvordan i alverden kan afkommet vide, hvor forældrene kom fra?

Hvad med brevduerne?
Nu kommer vi så til brevduerne. Forestil dig, at du lige har været i Holland. Du har købt nogle meget kostbare unger hos en brevduemand med fantastiske resultater på langdistancen. Han har haft den samme stamme i årevis. Mister aldrig en unge på flyvningerne. Du sætter de indkøbte avlsduer ind på slaget og avler på dem. Ungerne ser pragtfulde ud. Du lukker dem ud… og du mister dem alle sammen! Men så har du din egen gamle Busschaert stamme. Dem har du haft i mange år, og de stammer helt tilbage fra de kendte originale duer, der gjorde Busschaert’s navn berømt. Stabile duer .. flyver 800 km på dagen … giver aldrig op … kommer altid hjem. Så går du på indkøb igen … en ny belgisk stamme … flotte, velbyggede duer … de må kunne vinde … imponerende stamtavler. Hvad sker der? En katastrofe … også dem mister du. Konklusion: Det vil tage år at opbygge en duebestand, der er lige så pålidelige som din gamle stamme.

Det kan være, det er nødvendigt at krydse dem … hvorfor det? Jo, problemet kan ligge i genetisk prægning. Og hvad er så helt nøjagtigt genetisk prægning? Det er kort sagt den medfødte indbyggede evne til at navigere frem til et specifikt sted eller område. Denne evne til at styre hen imod og finde et bestemt sted videregives fra generation til generation. Den er indpræget i de pågældende dyrs hjerne, så disse dyr ikke behøver at have været på stedet før. De ved instinktivt hvor de skal hen.

Instinktiv opførsel er meget forskellig fra tillært opførsel. Eksempelvis kan en brevdue trænes til at kunne finde hjem til slaget, men dens evne vil aldrig være så stærkt udviklet som hos en due, der besidder et naturligt instinkt for hjemfinding til et bestemt sted.

Sommerfugle, ål og gøge kontra brevduer
Lad os vende tilbage til Monark sommerfuglen, ålen og gøgen. Avl gennem utallige generationer har frembragt skabninger, der er født med en viden om, hvor de skal hen for at formere sig, for at overvintre eller for at finde føde. Det er indpræget på deres hjerne. De kan ikke modsætte sig deres trang til at vandre. De har et indbygget instinkt, der fortæller dem hvor Mexico, Sargassohavet eller Nordafrika er. De har aldrig været der før, men de ved, hvor det er.

Og hvad så med duerne? Gennem udvælgelse kan vi opbygge en stamme duer, der besidder en sikker hjemfindingsevne. Ungerne efter dem er svære at miste, for de ved instinktivt, hvor deres slag er at finde. De vil kunne finde hjem fra de længste afstande både i nordlig og sydlig retning. De svigter ikke, for de ved, hvor de hører hjemme. De fortsætter med at flyve i tusmørke og senere endnu. De starter igen ved daggry og ankommer til slaget sent om aftenen. De har ikke brug for synlige landemærker undervejs, for de ved instinktivt, hvor deres hjem er.

Vi kan sammenligne dem med laksene. Laks vil svømme op ad rivende vandløb og forcere strømfald og mindre vandfald, og det nytter ikke at prøve at stoppe dem. Vi kan vende dem om, føre dem tilbage til havet, men de vil vende tilbage igen. Driften, der får dem til at svømme mod strømmen til det sted, hvor de blev født og gyde der, er utrolig stærk. Og brevduer kan besidde den samme medfødte stærke drift.

Køb af unger i udlandet
Hvis man derimod indkøber et hold unger, der stammer fra opdræt i en anden egn eller et andet land, kan det forholde sig meget anderledes. Deres forældre har været kapfløjet på helt andre ruter end dem du ønsker at flyve på. Er det så underligt, at en intensiv træning er påkrævet, og at tabene i starten er store? Der har ikke været tilstrækkelig lang tid til gennem avl og udvælgelse at give duerne en genetisk prægning af slagets beliggenhed i forhold til solen, landskabet og de geomagnetiske felter ved og omkring slaget.

Importen fra udlandet af avlsduer og unger og tendensen til ikke at indavle men at krydse hurtigt kan være en forklaring på, hvorfor tabene af unger er større, end de har været før i tiden. Det betyder nemlig, at der ikke har været tilstrækkelig mulighed for etablering af genetisk prægning. Hjemfindingsinstinktet, ønsket om at vende hjem til slaget, har ikke haft tid til at bundfælde sig i den nyanskaffede duebestand.